Æresgæsten

Det kan godt være, at der ikke var nogen officiel æresgæst til årets træf i Dansk Borgward Klub, men det var den følelse min far gik hjem med – og det var fortjent.

 Min far, Niels Erik Tandrup Christensen, var i årevis den eneste dansker, der dagligt kørte i Lloyd Arabella. I foråret 1961, stod bilen til salg hos Nilkron i Nørresundby – kun 1 år gammel – og der gik derfor ikke længe før min far, som på dette tidspunkt var 27 år, fik nok at tænke på. Han havde mindre end et år tidligere skrevet under på slutsedlen på en fabriksny Lloyd Alexander hos den selvsamme forhandler, så hvordan fik han nogensinde min mor overtalt til at bruge rub og stub på endnu en bil. Og tilmed en bil der med et prisskilt på 13.500,- kr. kostede mere end en årsløn for en ung mekaniker! Nej, det var ikke noget nemt projekt. Men det lykkedes, blandt andet fordi han lovede min mor, at hvis han fik den bil, ville han aldrig nogensinde sælge den igen. Og det løfte holdt han!

At Borgward-koncernen få måneder senere skulle kollapse, havde han jo ikke lige regnet med, og overalt blev han rådet til at skille sig af med bilen, mens den stadig var noget værd – men det gjorde ham blot mere stædig og mere opsat på, at denne bil aldrig skulle forgå.

De næste 5 år blev samtlige sommerferie-ture derfor anlagt, således at de kunne gøre holdt i Bremen, og bruge alle deres sparepenge på reservedele, mens det stadig var muligt.

Og kærligheden til den skønne Arabella var så stor, at bilen blev passet og plejet i en grad, så flere i mine forældres omgangskreds undrede sig over om min far var helt normal… Og nej – det var han ikke, for med hans egne ord, så er han en original – fuldstændig ligesom bilen – helt original!

Gennem tiden er både min far og jeg godt nok blevet mødt med kritik af diverse dele på vores Arabella, fordi de ikke er ”originale”!

F.eks. har min far monteret kofangerhorn og en Borgward rhombus fra en Borgward Arabella – men der står jo Lloyd på hjelmen, så det er jo ikke originalt…

Han har også monteret motorantenne og kompressorhorn, som jo heller ikke er originalt – men det er fra 1961 – det er 6 volt og lige så sjældent som bilen – og det virker endnu!!

Og hvem har egentligt sagt, at originalitet handler om, at ting skal se ud som da de forlod fabrikken? Jeg vil i hvert fald hellere se biler, som kan fortælle historier. Historier om hvordan folk rent faktisk levede med deres biler. Og det kan vores Arabella. Den fortæller nemlig historien om en ung mand, som fik sin drømmebil og elskede den så højt, at den blev udstyret med alt hvad hjertet kunne begære. For akkurat som i dag, hvor folk udsmykker deres biler med dyre alufælge, så udsmykkede og udstyrede bilejere rundt om i verden også deres elskede biler med alskens ekstraudstyr i 1960’erne.

Og på ét punkt kan man i hvert fald ikke anfægte bilens originalitet. Den har aldrig været restaureret! Lak, krom, blik, motor, gearkasse, sæder, nummerplader – ja selv FDM puden på bagsædet er den samme, som min far kørte rundt med i 1961!

Frem til 1985, var den familiens eneste bil, og jeg mindes tydeligt, hvordan jeg og mine to søskende skiftedes til at sove op af den førnævnte pude, hvis turen blev lidt for lang. Jeg husker duften og lyden af det svagt hylende 4. gear, når Arabella’en trofast bragte os frem til endnu et feriemål – eller blot hjem fra byen.

I 1984 var vi med til det første træf i Assenbølle, i den nystartede Dansk Borgward Klub. Min far kendte Ole Rasmussen fra Tune gennem deres fælles jagt på reservedele, og da Ole sammen med Flemming Pedersen var med til at stifte klubben, kontaktede Ole min far, og spurgte om han ikke skulle være med. Og dermed blev han medlem nr. 6.

250.000 km. nåede han at køre i bilen, inden han valgte at fritage den fra de daglige strabadser og købte en anden bil. På daværende tidspunkt havde den allerede i flere år, været den eneste indregistrerede Arabella i Danmark, så der var rift om den, og min far overvejede seriøst at bryde sit løfte om at sælge bilen.

Men så brød jeg ind! I en alder af 13 år, lovede jeg min far, at hvis han ikke solgte den, så skulle jeg nok stå for al pudseriet – for det var jo alt hvad den krævede…

Nej, naturligvis er der blevet skruet på bilen, og jeg har troligt kigget min far over skulderen når det er sket, men der har aldrig været større nedbrud. Det har mere været planlagt og omhyggelig vedligeholdelse – eller blot teknisk nysgerrighed over hvorfor den gik så godt, der drev pilleriet.

Men i 1986 blev jeg så bilejer – 14 år gammel. Nøglerne fik jeg i konfirmationsgave, og selvom jeg ikke rigtig troede, at jeg nogensinde ville få lov til at køre i den på egen hånd, så nåede jeg at køre 22.000 km i bilen fra maj til oktober 1990. Og siden er den blevet flittigt brugt. Om ikke andet, så når de moderne biler har strejket – som i år, hvor vores nye bil stod på værksted i 2,5 måned. I den tid røg der næsten 5.000 km på tælleren i Arabella’en, som altid starter uden vrøvl.

I 2012 videreførte jeg traditionen og overdrog nøglerne til min ældste søn, Emil, til hans konfirmation. Min far havde til denne lejlighed lavet en Arabella i pap, som sangskjuler, med påskriften ”Ny ejer – Emil” bagpå, og påskønnede på denne måde, at hans elskede Arabella slet ikke var færdig med at skrive historie.

Og i weekenden d. 14-16 august 2015, rundede bilen 329.000 km. da vi deltog i årets træf i Dansk Borgward Klub på Bøjden Strand Camping.

Min far, der i dag er 81 år, fik i 2013 konstateret Alzheimers, og han har sværere og sværere ved at forholde sig til de ting der sker omkring ham. Derfor bor han nu på et plejehjem i Åbybro i Nordjylland, hvor min mor troligt besøger ham hver eneste dag. Hans stedsans, som ellers engang var enorm, er forduftet og han tror at han befinder sig i Nørresundby, hvor han er opvokset – og hvor han mødte sit livs kærlighed, min mor – og Arabella’en.

Til hans 80 års fødselsdag, lovede jeg ham, at jeg ville tage ham med til træf med Arabella’en, og selv om han for længst har glemt dette, så valgte vi i år at gøre alvor af det.

Det skulle være på hans præmisser, så vi hentede ham på hjemmet, og kørte ham til Bøjden lørdag formiddag, hvor vi aftenen forinden havde parkeret Arabella’en. Om han kunne klare den vidste vi ikke, men vi ville gøre forsøget – og om han kunne!

Sjældent har jeg set ham så glad, som da vi hentede ham tidligt lørdag morgen – min mor, mine to sønner, Casper og Emil, og mig selv.

Hele vejen til Bøjden underholdt han i bilen, som om han intet fejlede. Han læste samtlige vejskilte og bogstaver fra nummerplader højt – og lavede vittigheder ud af dem. Frækkere i munden end en fuld sømand og hurtigere på aftrækkeren end en ægte cowboy. Vi sad alle sammen med følelsen af, at han nærmest virkede helbredt – sjov og frisk, som han var i gamle dage. Men af og til spurgte han til Arabella’en – hvor den var – og da blev det atter tydeligt, at han alligevel ikke helt kunne rumme det. Men hold op hvor han nød turen.

Men det blev først rigtig stort for ham, da han så Arabella’en – og én til, og én til… ”Jeg vil ikke hjem”, sagde han flere gange – og da den hvide Arabella fra tyskland startede et stykke derfra, udbrød han; ”Hørte du det – kan du kende lyden?” Det var der i hvert fald ingen tvivl om, at han kunne.

Han nød hvert et sekund og han var nærmest rørt til tårer, da Per Rahbek overrakte ham den fine pokal, med træffets inskriptioner. Tak for det Per!

I det hele taget blev han så venligt og respektfuldt modtaget af alle, så jeg vil gerne her benytte lejligheden til at takke alle Jer, der var med til at give min far en fantastisk dag. At han vil glemme meget af det igen, betyder mindre, når man har følt den glæde det gav ham i øjeblikket.

Dagen var fyldt med gode oplevelser for ham, men en af de allerstørste, var da vi kunne stå sammen ved hans fine gamle bil – min far, Emil og jeg – de 3 generationer af stolte Arabella-ejere!

Hjemturen gik lige så fint, og da han ankom til hjemmet stod han stolt med pokalen og sagde; ”Æresgæsten – den var til mig!”

Herefter pjattede og dansede han med personalet – og det sidste han sagde til os, da vi forlod ham var; ”Så skide fuld har jeg ikke været længe…”

Han var simpelthen høj på adrenalin og oplevelser!

Og fra min mor, kan jeg rapportere, at han godt kan huske en pæn del af dagen – især når han hjælpes på vej af lidt billeder.

Jeg er i hvert fald glad for at vi gjorde det – og jeg er glad for at han følte sig som æresgæst – for det har han ærligt fortjent.

Og sådan slutter beretningen om endnu en fantastisk oplevelse med min far, min familie og vores elskede Arabella.

Den er en éner – akkurat ligesom min far!